Diverse

Artikler, nyheder mv. vedrørende de nordjyske ulve

https://ligeher.nu/frederikshavn/nyheder/aktuelt/ulveflok-i-vendsyssel-minimum-n-ny-er-kommet-til-maaske-endda-to/5787928

Ulveflok i Vendsyssel? Minimum én ny er kommet til – måske endda to

Freja Hesthaven

Følg os på Discover 01. november 2025 kl. 14.02

RÅBJERG: - Det her er ikke Wolfgang. Ham kender jeg rigtig godt efterhånden. Det her er en ny ulv.

Sådan lyder vurderingen fra Anette Reinholdt, der de sidste mange år har fulgt ulveaktiviteten i Vendsyssel ganske nøje.

I 2017 startede hun facebookgruppen 'Ulvene i Vendsyssel', da den første ulv havde sin ankomst nord for fjorden.

- Wolfgang, som vi kalder ham, er vores gamle han. Han har levet meget stille og roligt uden at være til gene, forklarer hun.

Men i år er der altså pludselig dukket minimum én ny ulv op, som flere gange er blevet set sammen med Wolfgang, og Anette Reinholdt er samtidig ret overbevist om, at ulven på billederne her, der er set i området omkring Råbjerg Mile, er en helt tredje.

Ulven formodes at være nytilkommen til området. 

- Jeg synes jo, det er dejligt. Jeg venter bare på, at jeg snart selv får lov til at se en, fortæller hun.

For tidligt til hvalpe

Hos den nationale ulveovervågning Ulveatlas.dk, taler man senest om et 'formodet ulvepar' i Råbjerg, som er dannet i foråret.

Vurderingen her er, at det formodede par stadig er meget nyt, og der er derfor ikke forventning om, at der skulle være kommet hvalpe allerede i år, og det er heller ikke blevet observeret.


Et dyr man skal have respekt for

Selvom Anette glæder sig over ulvens tilbagekomst til Danmark, så synes hun samtidig ikke, at man skal lægge fingre imellem, når ulykken rammer.

Den 11. september var der et ulveangreb på en lille fåreflok, hvor tre får mistede livet. Her var Anette hurtig til at dele informationen videre i facebookgruppen.

- Jeg synes, det er vigtigt, at den information også kommer ud, så folk kan tage sine forholdsregler, forklarer hun.


Samtidig oplyser hun aldrig præcise adresser for hverken angreb eller observationer.

- Jeg angiver aldrig den nøjagtige placering, for ulvene skal beskyttes.

Og mens nogle måske frygter for kommende hvalpe, som følge af de nytilkommende ulve, så er Anettes holdning en anden:

- Det ville virkelig være herligt. Jeg ville elske det.


Lyt til podcasten på Skaga fm 20. august 2025



GW781m Ankommer til Nordjylland/Vendsyssel 2017

https://www.tv2nord.dk/ulven-er-tilbage/myndighed-bekraefter-sultne-ulve-har-vaeret-pa-spil-i-nordjylland

Miljøstyrelsen bekræfter nu det, flere nordjyske fåreavlere har anmeldt: At ulve har angrebet deres får. Derfor er der nu erstatning på vej.

Nu er det ikke længere bare påstande og mistanker - ulve har angrebet får tre forskellige steder i Nordjylland. Det bekræfter Miljøstyrelsen efter at have vurderet tre formodede ulveangreb.

Efter en obduktion og dna-prøver fra de dræbte dyr har Miljøstyrelsen også besluttet at udbetale erstatning til fåreavlerne, fordi konklusionen er, at der var tale om ulveangreb.

Det skriver "Her er ulven i Danmark" efter at have været i kontakt med Miljøstyrelsen - noget, Miljøstyrelsen også bekræfter til TV2 Nord.

To angreb skete på hver sin side af Aggersund i november, hvor to får blev dræbt. Det sidste skete ved Bjergby i begyndelsen af december.

- Vi kan ikke sige, om det er den samme ulv i alle tilfælde eller en ulv, som vi kender fra ulve-registeret i Tyskland. Her afventer vi en nærmere individanalyse af dna-prøverne, siger kontorchef Annette Samuelsen fra Miljøstyrelsen.

Intet hegnstilskud til husdyrholdere

Umiddelbart er der dog ikke er planer om at yde tilskud til ulvesikring af indhegninger i Nordjylland.

- Vi følger forvaltningsplanen fra 2014, der siger, at vi kan yde tilskud til ulvesikring af hegn i områder, hvor Miljøstyrelsen vurderer, at risikoen for ulveangreb er særlig stor. Det er lidt for tidligt at tale om det i disse tilfælde, ligesom vi har den antagelse, at der er tale om en enkelt strejfer. Ulve er jo højmobile dyr, der hurtigt kan være væk fra et område igen, siger Annette Samuelsen.

Miljøstyrelsen følger en tommelfingerregel om, at der kan udbetales hegnstilskud til husdyrholdere, hvis der indenfor et halvt år og et afgrænset område har været tre dokumenterede ulveangreb.

- Men det er selvfølgelig lidt situationsbestemt og afhænger også af anbefalingen fra den lokale vildtkonsulent. Vi følger udviklingen i Nordjylland ret tæt og opfordrer husdyrholdere til at holde godt øje med deres dyr. Det er vigtigt, at man melder hurtigt ind til vildtkonsulenten, så vi kan få taget en dna-prøve hurtigst muligt, hvis der er mistanke om et ulveangreb, siger Annette Samuelsen.